Bakkens
Åbning 2009
-
i regn, slud og blæst,
torsdag
d. 26. marts 2009.
Vespaerne på plads foran
Stefans Kirken.
Som det kan være tilfældet
på denne tid af året, var det ikke mild luft og høj himmel,
der tegnede billedet på denne tidlige forårsaften, med
temperaturer på kun 2 - 3 grader og regn og slud. Trods denne
udfordring, blev det alligevel til et overraskende stort
fremmøde, idet hele 12 medlemmer havde fundet ind til Stefans
Kirken på Nørrebro. Deltagerne var Hans Sindberg, Jan
Haugsted, Freddy Christensen, Kenneth Ring, Ole Haag, Martin
Bertram, Lilli Lehmann, Paul Bruhn, Ulrik Ibsen, Finn Bech, Ove
Jensen og Hans Appel, der havde taget den lange rejse fra Aarhus
til Stefans Kirken (dog ikke på Vespa, men med IC4 tog) for at
hilse på Vespisterne, og være med i den specielle oplevelse
det er, når Vespaerne og de øvrige tohjulere samles på
Nørrebro. Endvidere var der mødt to Vespaer fra Copenhagen
Scooter Club, så der i alt var 13 Vespaer på Kirkepladsen. Som
altid, var der ingen problemer med at få Vespasnakken i gang,
når der er "Møde", og stemingen var rigtig god. Dog
blev det lidt køligt at være "stationeret" på den
lille plads foran Kirken, før turen til Bakken (Café Jorden
Rundt), hvor forreste geled blev sluppet afsted klokken 19:00,
og det tager sin tid at få hele "tur-kortegen" sat i
gang, så vi kom først afsted mod Bakken ved 19:25 tiden, selv
om det anslåede deltager antal kun var omkring 2500.
"Gamle" læsere vil erindre, at antallet af
motorcykler, har været helt oppe på 9000, - mange naturligvis
med 2 på.
Personalet i St. Stefans
Kirken, kunne ikke, som det ellers har været tilfældet ved
flere " Åbninger og Lukninger" af Bakken, selv være
tilstede, og holde kirken og stedets toilet åbent, hvilket
mange savnede, men havde hængt et Banner op, med ønsket om at
MC - folket og Vespisterne måtte få en GOD TUR.

Traditionen med at "åbne
- og lukke Bakken", blev startet i 1965, af en lille gruppe
"Læderjakker", som pressen, på grund af titlen på
den amerikanske MC kultfilm, og deres uregerlige opførsel,
havde døbt "De vilde Engle", ledet af en, nu 62
åring, Bjørn Andersen. En forårsaften stod gruppen og
"hang" med deres engelske motorcykler på det
sædvanlige mødested, en for længst nedrevet Kaffebar på
Nørrebrogade 211, dér hvor Café Castro ligger i dag, da en af
gutterne får en idé: "Skal vi ikke tage ud og åbne
Bakken".
Det blev starten, for det
tohjulede folk´s, nu næsten obligatoriske, tradition, at
deltage i. Til at begynde med var køreturen kun for de
berygtede " Vilde Engle", men ret hurtigt tilsluttede
andre, mere "almindelige" (hvis vi må bruge det
udtryk) motorcyklister sig turen, og siden da er antallet bare
vokset og vokset, år for år.
For Team Vespa Øst’s
vedkommende tog det en årrække, før det blev besluttet, at
klubben skulle være med i denne traditionsrige begivenhed, som
hidtil kun havde været for Motorcykler. I klubbens annaler, kan
den første deltagelse spores 15 år tilbage. Det har siden
været en fast tradition, at klubben deltager i både åbning og
lukning af den gamle forlystelsespark. I de første mange år,
så "MC" erne "skævt" til Scooterne, men
ved vor udholdenhed er vi nu fuldt accepteret. Nu er det 50 cc
plastic knallerternes tur til at blive moppet.
Bakkens Åbning 2009 blev i
vejrmæssig forstand noget af en udfordring, men alle Team Vespa
Vespister, der var med, tog kulde, regn og slud med godt humør.
Turen til Charlottenlund blev en meget våd affære, og for de
deltagere, der bruger briller, var det ind imellem en noget
sløret affære, men heldigvis landede vi uskadt på
"Jorden Rundt" ved Charlottenlund. Desværre var der
andre, der havde fået den samme udmærkede ide, at krybe
indendøre til en kop rygende varm kaffe, alle borde var
optaget. Der blev hurtigt rådslået om et alternativt
"Kaffe og kage" sted, og valget faldt pudsigt nok igen
på Café Jorden Rundt, men denne gang på den "énæggede
tvilingesøstercafé" med samme navn, der er beliggende ved
Svanemøllens Lystbådehavn, og i løbet at relativ kort tid
kæmpede vi os gennem regn og blæst hen til Café Jorden Rundt
nr.2. Her var der heldigvis plads til at huse alle 8 kørende
Team Vespa medlemmer, vi fik hængt regntøjet til tørre og
bænket os ved sammenstillede borde.
Regnjakkerne havde bestået
"vandtæt- prøven" undervejs, men lommerne havde
åbenbart, på nogen af jakkerne fungeret som tagrender uden
afløb, så da vi lidt senere skulle have regntøjet på igen,
og stak hånden i lommen, for at få fat i nøglen til
scooteren, var det næsten, som at få hånden i en fuld
håndvask. Under Stumtjenerne, hvor regntøjet var "hængt
til tørre", havde der ligefrem samlet sig små
"Furesøer" fra vore regnjakker, i sandhed en
"fugtig" aften. Der kom skøn varm kaffe og kage på
bordene, og vi fik igen snakken i gang. Freddy, der åbenbart
altid er sulten, købte for egen regning, en af de lækre, Café
Jorden Rundt Durumbolle med Laks, "krydret" med
venligt ment Vespa drilleri. Tiden løb, og inden vi fik set os
om, blev det tid at begive sig hjemad.
Mange, herunder en del
hjemmeblivende ægtefæller, undrer sig over, hvad det mon er,
der driver, normalt fornuftige, velfungerende, voksne personer
på deres tohjulede køretøjer til, at trodse temperaturer lige
over frysepunktet, i slud og regn, til at køre ind til byen og
stå udendørs i blæsten, på en åben gade i 2 timer for i
samlet flok, så tæt som "Sild i tønde", at køre de
ca. 13 km. fra Nørrebro til Bakken. Svaret er ganske enkelt:
TRADITION. Anden forklaring er der ikke.
Vi havde igen haft en hyggelig
aftentur i selskab med Team Vespa Vespister. En smule dårligt
vejr formår ikke at tage fornøjelsen fra os.

Hyggeligt
samvær på "Café Jorden Rundt".
Ref.
Freddy og Ove
|