Team Vespa i Knutstorp 2011
blev næsten en ukorrekt "varebetegnelse", uha, uha, idet Söderåsen blev det egentlige turmål!

Som det blev introduceret gennem forskellige Team Vespa infoer, gik turen den 30. juli til Ring Knutstorp, 30 km sydøst for Helsingborg, Ideen til denne tur var foranlediget af en invitation fra Italian Bike Store på Ålekistevej i Vanløse, der d. 30. og 31. juli, sammen med Racing4fun var arrangør af "Italians Trackdays" på den svenske Ring Knutstorp motorbane, et arrangement med mulighed for køreinstruktion og banetræning i svingteknik og køreevner, bl.a. for kørere af italienske motorcykler, der var inviterede og tilmeldte til disse aktiviter gennem I.B.S. og Racing4fun. For Team Vespa var det nok mere en mulighed for at "snuse" lidt til livet på en motorbane uden Vespa banetræning. Som nævnt var det et arrangement der strakte sig over to dage, men tovholder Ove satsede på forhånd kun på et en dages besøg, nemlig lørdag d. 30. juli.

knutstorp_1.jpg (247506 byte)
På vej til Sverige med det gode skib "Aurora".

Vejrudsigten for dagen var på forhånd noget bekymrende, men vi var dog 3 Vespaer og 4 deltagere, der, i tørvejr, startede ud fra Marina Hotel og tog turen fra Helsingør til Helsingborg med Scanlines færgen "Aurora". Helsingborgs havneterræn kan, for den ikke lokalkendte, være en smule kringlet at finde ud af, og det måtte turlederen sande, for pludselig var vi på vej ind i opmarchbåsene til færgerne, der går tilbage til Helsingør. Men det lykkedes dog ved fælles hjælp at krybe, ad en uofficiel bagvej, tilbage til rette spor mod Knutstorp. Ruten gik fortrinsvis ad små veje, og det var en fornøjelse at øve svingteknikken undervejs til Kågeröd og Knutstorp. Vi ankom i løbet af en lille times tid til motorbanen, og kunne allerede ved ankomsten nyde synet af flere grupper af motorcykler, der havde gang i banetræningen, nogle med knæet helt nede mod asfalten i svingene, vi blev enige om, at vores hu nok ikke stod til de hurtige baneomgange, selv om der også var motorcykelgrupper, der kørte med en noget mere moderat hastighed. Vi kunne sikkert have fået et par gode timer i Ryttergården, men vi afstod alligevel fra at køre de sidste meter derned, og være "helt inde" i de "italienske Trackdays"

Turen gik i stedet videre mod Kopparhatten på Söderåsen. Undervejs gjorde vi holdt ved Knutstorp Slot, hvor en af vore navnkundige landsmænd, d.14. december i 1546, blev født, nemlig astronomen Tycho Brahe, og en buste af den store videnskabsmand var opstillet overfor slottet. Efter en meget varieret tur ad "Serpentinervejen" nåede vi til Skäralid og vejen op til Kopparhatten, her fandt vi et "frokostbord" stillet til fri afbenyttelse i det frie af Naturvårdsverket, hvor vi kunne "indtage" madpakken.

Söderåsen er en nationalpark og en naturperle med en meget kuperet topografi og absolut et besøg værd. Primært er den selvfølgelig mest velegnet til vandre og cykelture, men også enkelte bilveje fører igennem nationalparken, og det var naturligvis nogle af disse, vi fulgte. Kopparhatten er i øvrigt et meget velbesøgt udsigtpunkt, hvor man kan få et fantastisk udsyn over en 90 meter dyb kløft i åsen, og den udsigt er virkelig imponerende, man kan næsten tabe underkæben ved synet at dette smukke svenske landskab.

knutstorp_2.jpg (443899 byte) knutstorp_3.jpg (400086 byte)
Parkering v. Kopparhatten. Den flotte udsigt fra "Kopparhatten".

Men vi måtte jo tilsidst løsrive os fra den flotte udsigt og begive os hjemad, ruten for hjemturen var lagt videre gennem Söderåsens "bjerge", og vi måtte forcere en stigning, hvor den ene Vespa måtte ned i 2. gear for at klare "opstigningen", men ellers gik det ad små og idyliske veje tilbage mod Helsingborg. Der blev dog også tid til en lille kaffepause i Kvistofta, hvor der på "Cafè Lantlyst" blev tilbudt "hembakad äpplepaj" (hjemmebagt æblepie) og dejlig kaffe til en rimelig penge, ovenikøbet med mulighed for gratis "påtår" (kaffe opfyldning) i den gamle gårdhave med høns og kunst omkring os. Et fint lille pausested at standse op, inden vi kørte den sidste distance tilbage til Helsingborg og færgen til Helsingør.

                            Kaffe og "Paj" på Café Lantlyst i Kvistofta

Ved ankomsten til Dannevang var himlen blevet noget mørk og truende, og da vi nåede til Hørsholm, var det definitivt slut med tørvejret, himlen åbnede simpelthen sine sluser, Hans og Lene slap dog hjem til Birkerød inden det brød løs, men Jan og Ove måtte, efter en kort venten på¨bedre vejr" under halvtaget ved et busstoppested, begive sig ud i regnen, der stod ned i stænger næsten helt til København.

Det blev en tur, hvor vi blev meget positivt overraskede over, hvor hurtigt vi var helt inde i en anderledes og "helt vild" svensk natur, bl.a.på Söderåsen, men kun aflagde "Italians Trackdays" på Ring Knutstorp en kort visit. Alligevel kunne referenten fornemme, at der var almindelig tilfredshed med turens forløb, bortset fra den voldsomme "byge", fra Hørsholm til København.

 Tekst og red Ove.