|
Skånetur 26.juli 2009 Som et udtryk for, at Team Vespa har fået nye bestyrelsesmedlemmer, er der også kommet nye mål for turene i 2009 sæsonen, Finn kom med et forslag om en tur til det nære udland, Skåne, og det blev søndag den 26. juli, at denne lidt længere Vespa tur løb "af stabelen". En af dagene forinden havde Finn og Ove prøvekørt ruten, så der var nogenlunde tjek på den side af sagen, det viste sig at være velbegrundet, da en del af den planlagte rute gik via vejstrækninger, der var forbudt for uvedkommende, det kan altid overvejes om vi er uvedkommende, når vi nu gerne vil køre på den type veje for at studere de forskellige former for seværdigheder, men vi valgte alligevel, at betragte det som uhensigtmæssigt, at udfordre den svenske "Autoritetstro" . Mødestedet var Tårnby Torv kl. 10:00, så vi havde hele dagen til rådighed. Vejrliget var først spået til blæsende og solrigt, men endte med at blive overvejende overskyet og blæsende, alligevel var vi meget tilfredse med, at det holdt tørt dagen igennem. Datoen 26. juli liggger lige i ferieperioden, og det satte narturligt nok sit præg på fremmødet, 5 vespister, Jan, Ulrik, Finn, Vivi og Ove var startklare på Tårnby Torv klokken 10:00. Men inden da havde turdeltagerne allerede oplevet et meget positivt og uventet indslag i dagens turprogram. Martin fra Haslev tog lige en smuttur til Tårnby Torv, for at ønske deltagerne god tur, han havde ganske vist en fødselsdags aftale senere på dagen, og kunne derfor ikke være med på turen, men nåede alligevel at hilse på turdeltagerne inden afgang fra Tårnby. Turen til Skåne indebar, at vi skulle køre på motorvej, over Øresundsbroen, og forud for turen var der spekulationer om de mulige udfordringer, vi kunne blive udsat for på vejen over Broen, med en noget kraftig vind på Højbroen, det viste sig heldigvis at være fuldstændig ubegrundet, idet vi oplevede et formidabel rygvind hele vejen over Broen, så Vespaerne spandt simpelthen med knap 80 km/t hele vejen over Øresund. Og Vivi kunne ved vort første stop efter Broen på "rasteplads Skånegården" meget godt udtrykke vores fælles oplevelse af Broturen, "det gik da nemt med at køre over Broen, hvad er det, der er så problematisk ved det", det afhænger jo nok lidt af vindretning og vindstyrke. Men med andre ord, turen over Øresundsbroen blev en sand fornøjelse for alle turdeltagerne. På Skånegården opdagede vi også, at en af "vore svenske vespist kollegaer" havde parkeret sin røde PX’er rundt om hjørnet, men dens ejer mødte vi desværre ikke. Motorvej er jo ikke den foretrukne vejtype for Team Vespa turdeltagere, så efter "Skånegård" stoppet kørte vi kun på motorvej til næste afkørsel fra E20, Malmö Vest, hvor vi kunne komme ind på de rigtige Team Vespa turveje, de mindre landeveje og biveje. Næste stop var planlagt til Stortorget/"Stortorvet" i Svedala, og strækningen dertil gik ad hyggelige mindre veje, Torvet i Svedala er flot udsmykket med forskellige former for blomsterkrukker og blomsterbede, men ved ankomsten dertil var det ikke lige det, turdeltagerne var interesseret i, det var formiddags kaffetørsten, der gjorde sig gældende, men desværre var den lille "Sibylla restaurant", der ligger lige ved Torvet, lukket om søndagen, her var der vist en detalje turplanlæggerne ikke havde taget højde for, så vi "vedtog" at fortsætte til næste stop, Anderslöv Gästgiveragård, hvor der var en god chance for at få kaffetørsten slukket. Turen til Anderslöv gik via nogen af "Skånes Marguerit veje", bl. a. vejen forbi Nordra Lindholmen, (engang et borganlæg, hvorfra Dronning Margrethe d. første (f.1353 – d.1412) regerede hele Norden) og vejen rundt om Börringe søen, med et kort stop ved det gamle Börringe kloster. Ved ankomsten til Anderslöv fandt vi heldigvis døren til Gästgiveragården åben, og efter "lidt konsultering" med serveringspersonalet fik vi os bænket i "Krostuen", og den eftertragtede sorte drik kom på bordet, så kaffe abstinenserne kunne afhjælpes. Næste stop på turen var Smygehuk, Sveriges sydligste punkt. Distancen fra Anderslöv til Smygehuk er kun omkring 15 kilometer, så der blev god tid til en afstikker, og et kig på de gamle Kalkovne, der er beliggende lidt nord for Smygehamn. Vi kunne undre os over, hvad det hele gik ud på med kalkovnene i en svunden tid, men, efter at have læst informationsplanchen, endte vi med at konkludere "sådan cirka", at kalksten og kul eller koks påfyldes foroven, der fyres op, og ud af brændingsprocessen kommer brændt kalk, der trækkes ud forneden. Den brændte kalk kan ved vandtilsætning læskes, og bruges til kalkning af bygninger. Kalkovnene er omgivet af kornmarker, og der blev også tid til en lille "markvandring" ved Kalkovnene, Finn er heldigvis Landbrugskyndig, så han kunne agere Landbrugs-konsulent for os, og klarlægge nogen af vore "korn spørgsmål". Den sidste bid vej til Frokost stoppet ved Smygehuk blev klaret, og vi landede på parkeringspladsen næsten helt nede ved "Vandkanten". Nu gjaldt det om at finde det absolut bedste frokosttilbud blandt de forskellige små restauranter og udsalg af lækre skånske specialiteter på havne området, valget faldt på det lille "Røgeri", hvor vi bestemte os for "anretninger" med varmrøgede laks og ål til meget rimelige penge, det var alt sammen super lækkert, og blev skyllet ned med en uskyldig 2,1% Spendrup øl. Hvis det er "Skånekost", skal de gæve Skåninger ikke høre et ondt ord for det. Nu var det tid til at bese området, Ulrik savnede en gammeldags vejviser, med afstandene til forskellige byer rundt omkring i Europa, som han huskede fra et tidligere Smygehuk besøg, men vejviseren er i mellemtiden blevet "fladet gevaldigt ud" og er nu "nedlagt" i et fliseanlæg på havneområdet tæt ved strandkanten. Også her ved Smygehuk står en af de imponerende gamle Kalkovne som kulturhistorisk minde om tiden, hvor kalkning af husets ydervægge og stalde var en almindelig del af bygningsvedligeholdelse. Der blev også tid til at bese den gamle Köpmands magasinbygning, der ligger tæt ved havnen, her har kunst genstande, smårestauranter og turistinformation nu indtaget magasinets rummelige indre. Når vi parkerer vore Vespaer rundt omkring på vore ture, oplever vi mange gange, at der kommer Vespa interesserede forbi, også på havnen i Smygehuk, denne gang en svensk Vespist fra Vespaklubben i Malmö, og vi fik en god snak med ham om adgangen til Vespa reservedele i København, og han fik naturligvis også en af vore info foldere i hånden, så måske var her et kommende medlem af Team Vespa. Men turen gik jo ikke kun til Smygehuk, vi skulle også nå et smut omkring Skanör og Falsterbo, så vi fik "så småning om", som de siger "hinsidan", startet på næste etape til Skanör, ruten var lagt så tæt på kystlinien som muligt, men det overskyede vejr gav ikke helt retfærdighed til de mange flotte udsigter over Østersøen. Vi nåede efter at have krydset broen over Falsterbokanalen til Skanör, og efter et kort kig på den store Skanör kirke, fra en tid hvor Nordens Største Sildemarkeder fandt sted i kirkens umiddelbare nærhed, gik turen ned til Skanör Hamn, hvor det var planlagt at indtage turens sidste forfriskning, kaffe og kage (uden mad og – drikke o.s.v.), og det var da også muligt at købe kaffe i papkrus der, men ingen kage, og den gik ikke, (måske var det blevet lidt af en gourmettur efter den gode frokost i Smygehuk), så vi måtte returnere til Hovedgaden i Skanör, hvor vi fandt en lille Café, der var i stand til at levere både capuccino og kage, godt nok efter en voldsom lang ventetid i kø, men både kage og kaffe var bestemt værd at vente på, og ovenikøbet var ejeren Aldo "fuldblods" italiener, og kørte "fuldblods" Fiat 500 med italienske plader, så det kunne ikke være meget bedre med vor Vespaer parkeret udenfor Caféen. Her, som hele dagen, gik "Vespasnakken", og iøvrigt som altid i Team Vespa regi, rigtig godt, og mange tekniske mysterier blev forsøgt udredet og erfaringer blev givet videre til fri afbenyttelse. Sidste del af turen tilbage til Dannevang var nu næste punkt på agendaen, ruten gik dog først rundt om Skanörs naboby, Falsterbo, en sand stokrose idyl, med en bymidte der næsten opleves som "Et Levende Frilandsmuseum", med en perlerække af flot restaurerede byhuse. Men turen hjemad måtte nu dreje nordpå mod Malmö og Broen, vi tog vejen lidt inde i landet gennem småbyerne Vellinge og Tygelsjö til E20’eren. Og efter at have betalt for "Overfarten" gav vi os "Broen og Tunellen i vold" til Kastrup. Nu fik vi godt nok modvinden at mærke, men vindretningen var stik imod, så det var let nok at "holde styr" på Vespaen på Højbroen, og i Tunellen blev det til den rene "Racerkørsel", og vi kom helt op på over 80 km/t, og inden vi så os om, var vi igen på Tårnby Torv. Endnu en Team Vespa tur var ved at være slut, materiellet stod distancen uden anmærkninger, det blev en rigtig god tur rundt i det vestlige Skåne, der er meget at se på og opleve "hinsidan". Ref. Ove. |